Væk er diesellugt og larm. I stedet kommer strømmen fra en generator, der kører på brændselsceller og metanol.
På en byggeplads i Nørresundby har man sat sig for at nedbringe udledningen af CO2 og skadelige partikler i forbindelse med opførelsen af et nyt sundhedshus. Køretøjerne på byggepladsen er eldrevne – og strømmen kommer fra en grøn generator, der er udviklet af Advent Technologies A/S i samarbejde med Elektro Gruppen.
– Generatoren har fjernet larm fra byggepladsen. Det betyder, at vi kan snakke sammen i hverdagen, og det er jo godt for både arbejdsmiljø og sikkerhed. Der har ikke været nogle tekniske udfordringer med den, og det er vigtigt, for på en byggeplads kan der godt være en barriere i forhold til at afprøve noget nyt. Men den grønne generator falder bare ind i hverdagen uden at gøre væsen af sig selv – udover at levere grøn energi, fortæller projektleder Christian Bundgaard Nielsen fra entreprenørfirmaet HP Byg.
Grøn løsning uafhængig af vejrforhold
Byggepladser er afhængige af strøm, og traditionelt leveres den af en generator, der kører på diesel og støjer en del. Som alle andre brancher skal byggeriet mindske sit CO2-tryk og udledning af skadelige partikler, og da mange byggepladser befinder sig i byområder, giver det ekstra god mening at gå over til teknologier, som ikke forurener nærmiljøet eller larmer.
I december 2023 underskrev 14 bygherrer en hensigtserklæring om at tilstræbe grønne byggepladser i Danmark. Nu har AaK-bygninger, som er bygherre på det nye sundhedshus i Aalborg ført den vision ud i livet.
Men afhængigheden af energitilførsel kalder på nye bæredygtige løsninger, der både kan levere stabilt og på rentabel vis. Solceller og batterier begynder at indfinde sig som mulige strømkilder på byggepladser, men den grønne generator, der er baseret på brændselsceller og metanol, har den fordel foruden sin effektivitet og logistikmæssige fordel, værende kompakt at transportere og drifte, at den også er uafhængig af vejrforhold.
Metanol kan fremstilles på basis af brint og CO2, og hvis brinten er produceret ved hjælp af strøm fra vind eller sol, og CO2’en er fanget ind og dermed ”genbruges”, så er metanol et godt alternativ til diesel. Metanolen er flydende, fylder ikke meget, kan opbevares i tanke og er lige så nem at håndtere som de fossile brændstoffer. Påfyldes metanolen en generator, der er udstyret med brændselsceller i stedet for en forbrændingsmotor, produceres strømmen ikke bare uden skadelige partikelemissioner og lav CO2 udledning men opererer i drift med minimal vibration og er betragteligt støjreducerende.
Festivals har også brug for grønne generatorer
Den grønne generator er ikke kun et interessant alternativ på byggepladser. Ved festivals og andre events bruger man også diesel-generatorer i stor udstrækning. Anvendelse og udbredelse af den grønne generator indgår i det nordjyske fyrtårnsprojekt CO2Vision, hvor man med støtte fra EU har fokus på fangst, anvendelse og lagring af CO2.
– Den grønne generator har et stort potentiale. Der er tale om mange anvendelsesmuligheder til f.eks. kulturevents og byggepladser, og vi har her en energiteknologi, som kan skaleres op i volumen, siger projektleder Maria Kristensen fra Energy Cluster Denmark, der er med til at facilitere CO2Vision projektet.
I løbet af sommeren vil man kunne møde den grønne generator på en række events, bl.a. Grøn Koncert, Smuk fest og Aalborg Regatta.